Præstens side - oktober 2011
"Terroristen kan vi forstå"
Forventning og håb udgør den baggrund af tillid, som vores menneskelige fællesskaber afhænger af. Terrorisme er ifølge K.E. Løgstrup et udtryk for, at en sådan baggrund mangler.
Forklaring og forståelse
Det er ikke forklaringer, der har manglet i forsøget på at fatte omfanget og betydningen af Breiviks forbrydelser i Oslo og på Utøya i sidste måned. Man har søgt efter årsagen til ugerningen i Breiviks barndom og i hans forhold til sine forældre. Herhjemme har forklaringerne delt sig mellem dem, der mener, at den hårde tone i debatten om flygtninge og indvandrere, bærer skylden og dem, der mis-tænker en multikulturel ideologi for at have presset Breiviks had frem.
Men der er forskel på forklaring og forståelse. En forklaring leder efter årsagerne til en given hændelse. Forståelsen derimod ved, at en hændelse altid er mere end mængden af årsager. Det forbliver med andre ord uforklarligt, hvad der i sidste bevirker, at et menneske tager springet ud i terrorisme, for det er der ingen almen lovmæssighed i. Men hvad der driver en terrorist er forståeligt. Med den afgørende, lutherske, tilføjelse, at der med forståelse ikke menes accept eller tilgivelse.
Den hårde frugt
Denne forskel på forklaring og forståelse skylder vi teologen K.E. Løgstrup. Og det var med denne skelnen, at han bramfrit påstod, at vi kan forstå terroristen. Det gjorde han som så ofte med afsæt i litteraturen. I 1977 udgav Tage Skou-Hansen romanen Den hårde frugt efterfølgeren til debutromanen De nøgne træer fra 1957. Hovedpersonen Holger Mikkelsen indleder under den tyske besættelse et forhold til sin sabotageleder Christian Borcks kone Gerda. Det forhold lider skibbrud, men Gerda forbliver hans livs kærlighed og det, der med Løgstrups ord, har givet Holger "den urimelige tro på, at han skulle have al verden til gode". Tyve år senere bliver Holger ved et tilfælde beskikket forsvarer for Gerda og Christians datter Eva, der er blevet anholdt og sigtet for forsøget på at sprænge Jyllands Posten i luften. Avisen er efter hendes mening en del af et samfundssystem, der under dække af at virke for frihed og fremskridt er så reaktionært og fremmedgørende, at det kun reagerer på vold. Samtalerne mellem Holger Mikkelsen og Eva er grundstammen i Skou-Hansens roman. Og det er centrale passager herfra som Løgstrup analyserer i sit essay System og symbol i bogen af samme navn.
Forurettelse og tankens ligeløb
Det, Eva og enhver anden terrorist er drevet af, findes hos os alle sammen, hævder Løgstrup. Det er derfor vi kan vi forstå terroristen. Terroristen er bevæget af to ting: forurettelse og tankens ligeløb. Den forurettede mener, at det er blevet begået en uret mod ham, når det ikke går, som han vil. Han ved dog inderst inde, at uretten enten slet ikke er blevet begået eller at den i grunden ikke er så stor, som han gør den til. Når tanken løber lige ud i sin absolutte og radikale konsekvens, sker det ved at udelukke alt det, som gør enhver situation, hvori en tanke opstår, sammensat og vanskelig. Forurettelsen og tankens ligeløb er derfor som skabte for hinanden. Når man forurettet ikke vil vide, hvad man godt ved, så kan tankens ligeløb bortskære alt det, der kunne forstyrre forurettelsen. Og forurettelsen - så selvkredsende den er - hjælper tanken til at se bort fra den sammensathed, den er indfældet i.
Tilbage står spørgsmålet om, hvad der driver den forurettede til at føre sin lige tanke til radikal handling. Svaret finder Løgstrup i Den hårde frugt. Samfundet er et system, der fornedrer mennesker: det er Evas præmis. Men samtidig accepterer hun konsekvenserne af denne præmis: alle - undtagen hende og hendes lige - er en del af dette system, hvor alle er skiftevis hinandens bødler og ofre. Terroristen ser altså på andre mennesker som det systemet har gjort dem til. Og foragter dem for det. Der er med andre ord reelt intet at kæmpe for og ingen at sætte sit liv ind for. Der er kun den rene handling i den rene modstand mod samfundssystemet tilbage. Derfor må terroristen hele tiden fremkalde modstand, for hans eller hendes liv næres simpelthen af modstand. Det er det, der driver værket.
Baggrundsløshed
At terroristen næres af modstand og derfor må fremkalde et tryk for at kunne være til i bekæmpelsen af dens modtryk - kalder Løgstrup for baggrundsløshed. Baggrunden i positiv forstand beskriver Tage Skou-Hansen som "den spinkle kæde af tillid, som menneskelige forbindelser afhænger af." Det gælder menneskers tillid til hinanden og samfundets institutioner, men først og fremmest den dybere og mere grundlæggende tillid til, at det går an at have forventninger og håb. Som når Gerdas tyve år gamle, brudte kærlighed, stadig indgød Holger Mikkelsen "den urimelige tro på, at han skulle have al verden til gode".
Den spinkle kæde af tillid
Hvoraf kommer en sådan tillid? Løgstrup ville svare, at den hidrører fra den kendsgerning, at al terrorisme snylter på selve det førkulturelle under, at verden er til og at tilværelsen opretholdes trods vores misbrug af den. Så sårbart livet er, så usårligt er det i sin overlegne status i forhold til ødelæggelsen. Hertil kommer det kristne evangelium om, at Gud i sin radikale tilgivelse af bødlerne lover fuld oprejsning til deres ofre. Tage Skou-Hansen følger Løgstrup i, at et menneske altid står i sammenhænge udenfor menneskelig rækkevidde, hvori der ligger en fortsættelse trods alle terroristiske anslag. Hvad det specifikt evangeliske angår, er han som digter befriende indirekte og prøvende. I en af samtalerne mellem Holger Mikkelsen og Eva Borck, foreholder Mikkelsen hende, at hun lader som om, at der foreligger et rent valg mellem en absolut god og en absolut ond verden, som hun tillader at trække alle andre ind i. "Gør man det, fortsætter han, så forråder man foreløbigheden, det omtrentlige samfund, med alle dets modsigelser og vilkårligheder. Og dermed kommer man til at forråde det stykkevise i folk selv og deres egen indsigt. Tilblivelsen og kontinuiteten." Hertil svarer Eva: "Du taler om en præst". Hvortil Holger svarer: "Og du virker på mig som om du var bange for at komme til at synes om noget som helst. For så ville du ikke kunne slås så godt mere".
Dette at kunne unde sig selv og andre et liv i et foreløbigt og omtrentligt samfund og således værne om den tilblivelse og kontinuitet, der - om end stykkevist - er til: det er den baggrund af tillid, som terroristen mangler. Og hvor den mangler, hvor baggrundsløsheden råder, er der intet, der kan slå hul i forurettelsen og intet til at forstyrre tankens ligeløb. Men det forklarer intet som helst. Terrorisme er et uforklarligt, men dybt forståeligt fænomen.
Kulturkonkurrencens fallit
Når Breivik derfor øjeblikkeligt blev indrulleret i den hjemlige kulturkamp, så afslører det ikke andet end det forsimplede kulturbegreb, som begge lejre benytter sig af. Såvel dem, der giver den hårde tone i indvandrerdebatten skylden og dem, der bebrejder multikulturalismen, har gjort alt til et spørgsmål om kultur. De fører ikke kulturkamp, men har indladt sig i en kulturkonkurrence. Og dermed har de ikke blot fraskrevet sig muligheden for at kunne begrunde en skelnen mellem vold og magt, forbrydelse og sanktion med andet end kulturelle forskelligheder. De har gjort tilværelsen til et så hermetisk lukket sted, at kulturen og politikken - det vil sige mennesket selv - skal bære vægten af menneskets uforklarlige drift mod igen at gå på fire ben.
Modet til at holde ud med det foreløbige og omtrentlige og til at bære modsigelser og vilkårligheder som terrorismen og værne tilblivelsen og kontinuiteten mod vold og forbrydelse må begrundes før-kulturelt for at kunne omsættes i dannelse og kultur. Det må hente sin begrundelse og mulighed for selvkritik i de forhold, mennesket ikke har magt over. Og - måske - sit yderste håb hos den Gud, om hvem det forlyder, at han kan tilgive og oprejse i samme åndedrag uden at ophæve sig selv.