Forhistorien


Dannelsen af valgmenigheden tog sin begyndelse omkring 1880'erne, hvor grundtvigsk sindede mennesker flyttede til egnen og påbegyndte et grundtvigsk, folkeligt arbejde uden at det på det tidspunkt var på tale at danne en fri menighed.

Vinding og Vind

I 1887 bosatte Niels Offersen (1860-1953) sig som landmand i Vinding og han og hans familie løste året efter sognebånd til Holstebro Valgmenighed.

foto af Niels Offersen og hustru

Niels Offersen og hustru

Niels Offersen var bl.a. en af hovedkræfterne bag Andels-mejeriets oprettelse i 1888, Foredragsforeningen af 1892 og forsamlingshuset i 1902.

Før forsamlingshusets tid afholdt Niels Offersen folkeop-lysende møder i sit hjem og inviterede i den forbindelse grundtvigske præster til at prædike i kirken.
I 1922 blev han Aulum-Vinding-Vind Valgmenigheds første formand.

foto af Esbern Jespersen og hustru

Esbern Jespersen

En anden og ledende skikkelse i Vin-dingkredsen var lærer og lokalhistori-ker Esbern Jespersen (1892-1983), der var valgmenighedens kirkesanger gennem en menneskealder.

I 1881 købte Anders Kjær (1859-1945) gården Blaakjær i Vind af sin far. Med et højskoleophold i bagagen blev han en virkende kraft i det grundtvigske arbejde på egnen og han arrangerede store folkemøder i Blaakjærs have.

foto af Anders Kjær og hustru

Anders Kjær
og hustru

I 1912 var han med til at få rejst forsamlingshus i Vind. Den 18. juni 1922 stiftedes Vind Foredragsforening også på Anders Kjærs initiativ.

Flere af egnens beboere var tilknyttet valg- og frimenigheden i Holstebro, men en del var stadig tilknyttet sognemenigheden. I 1918 kom Frits Fangel (1882-1956) til Vinding-Vind som sognepræst. Med sin indremissionske forkyndelse og skarpe fordømmelse af navngivne personer fra prædikestolen, gjorde han tilhørsforholdet til sognemenigheden utålelig.

I 1920 fik man derfor en ordning i stand med frimenighedspræsterne Morten Larsen og Jens Krustrup i Holstebro om regelmæssige gudstjenester i Vinding Kirke og der valgtes i den forbindelse en frimenigheds-bestyrelse til at varetage de praktiske opgaver.

Frimenighedskredsen mødte dog modstand fra sognepræstens side. Juledag 1921 prædikede Fangel i Vinding Kirke, hvor han blandt andet dømte flere af de på kirkegården begravede til helvede. Dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over og den 16. ja-nuar foranstaltes et møde med frimenigheden i Aulum, hvor man enedes om at danne en valgmenighed, hvilket skete den 22. marts samme år.

Aulum

foto af Mads Mølgaard Nielsen

Mads Mølgaard
Nielsen

Det drejer sig for Aulums vedkommende om friskolelærer og senere rigsdags-medlem Mads Mølgaard Nielsen (1846-1945), der kom til egnen i 1887. Mølgaard Nielsen var initiativtager til det første andelsmejeri i Hodsager, partiet Venstres folketingsmand i Holstebrokredsen fra 1890 til 1920 og en ledende skikkelse i Aulum Ungdomsforening til sin død.

foto af Andreas Simonsen og hustru

Andreas Simonsen
og hustru

I 1892 kom Andreas Simonsen til Aulum som førstelærer og kirkesanger. Han var initiativtager til Aulum Gymnastikforening, der trods massiv modstand fra Indre Mission blev stiftet i 1894. Han var også primus motor for Aulum-Hodsager Sygekasse, Aulum Sparekasse og Aulum Foredragsforening, stiftet i 1893 samt for rejsningen af Aulum Forsamlingshus i 1894.

Den 16. november 1919 dannedes Aulum Frimenighed med Mølgaard Nielsen og Andreas Simonsen som aktive kræfter.

Baggrunden for frimenigheden var blandt andet den, at Simonsen igennem mere end 20 år jævnligt havde inviteret grundtvigske præster til at prædike i Aulum Kirke. Endelig havde flere af egnens beboere med tiden sluttet sig til valgmenigheden (senere frimenigheden) i Holstebro eller løst sognebånd til bl.a. sogne-præsten i Ørre, Enevold Terkelsen. Frimenighedsdannelsen skete med andre ord ikke ud i det blå!

Den konkrete anledning til frimenighedens dannelse var modsætningen til den indremissionske sognepræst Bernhard Willer (1859-1929), der kom til Aulum i 1899. Hans fordømmende forkyndelse og modarbejdelse af de grundtvigske foreningers arbejde gav det afgørende stød til frimenighedens oprettelse. Frimenigheden med sine i alt 21 familier, der blev betjent af frimenighedspræsterne Morten Larsen og Jens Krustrup fra Holstebro, gik i 1922 ind i Aulum-Vinding-Vind Valgmenighed.

Det folkelige arbejde, møderne med højskolefolk og grundtvigske præster, tilkalde-ordninger med fremmede prædikanter samt presset fra indremissionske kredse i sognene, havde til sidst udmøntet sig i en fri menighed.