Præstens side
Lad julesorgen slukkes. En juleprædiken
Morten Korch
I 1945 bragte en stor dansk avis en lille notits om, at forfatteren Morten Korch - ham med romanerne om de Røde Heste, Det Gamle Guld, Vagabonderne på Bakkegården og hvad de nu alle sammen hedder - ville tilbringe julen på Leidersdorffs hotel i Hillerød.
Det fik en anden forfatter ved navn Viggo Barfoed, som nogen måske husker bedre under pseudonymet Ærbødigst, til at skrive følgende lille digt:
I Hillerød tegnede alt så gråt
på gaden var der så klamt og vådt.
Folk flakkede underligt hvileløst om,
i julestemning man slet ikke kom.
De tænkte: Hvor alting er trist i år,
Der blir' en underlig jul vi får.
Der er ikke nogen stemning for gås
Og juletræer kan slet ikke fås.
Hvordan skal vi så holde julefest?
Da kom der til byen en sjælden gæst.
Det var Morten Korch i egen person,
Der stod af toget på byens station.
Han vandrede ned gennem byen og se:
Nu faldt den dejligste julesne.
Den lå som et tæppe så lunt og blødt.
Folk var så glade og smilte så sødt.
Børn kørte i slæde på Gadevangsvej,
de unge folk forlovede sig.
Den gamle konsul med høj hat på
uddelte gaver til store og små
i den gamle berømte købmandsgård.
Den rige brygger, der før var så hård,
tilgav sin datter og svigersøn.
De gode mennesker fik deres løn.
De onde fortrød, hvad de havde gjort.
Nu klaredes alting, småt og stort.
Den gamle trofaste Ane kom frem
fra gangdøren i sit lille hjem
Hun tørred' en tåre fra øjet og sae:
Min søn kommer hjem fra Amerika
og han vil betale al min gæld.
Og henne på Leidersdorffs gamle hotel
sad Morten Korch med øjne så blå,
med nissehue og vatskæg på
og åd sin dejlige boghvedegrød
så blev der dog jul i Hillerød.
Stærk juletobak
Det er vel svært ikke at mærke det rykke og slide lidt i den indre julenostalgi, når vi udsættes for denne bidende ironi, for der sidder jo en Morten Korch gemt i os alle sammen. I hvert fald en drøm og en forestilling om julen, som ikke havde været det samme, hvis det ikke havde været for Morten Korch. Og derfor glider vi vel også ned i sofaen, når der går en Morten Korch-film som Jul i den gamle købmandsgård i fjernsynet. Det er Morten Korch i ren aftapning. Jul i den gamle købmandsgård ender som bekendt med, at skurkene juleaftensdag, efter at deres ondskabsfulde planer mod den gamle købmandsslægt er mislykkedes, fortryder, hvad de har gjort og tages til nåde. De gode og det er den unge helt og hans hjertes udkårne får hinanden til sidst godt hjulpet af fiffige og renhjertede eksistenser. Og alle - gamle venner og forhenværende fjender - forlader i mørkningen juleaften den gamle købmandsgård, som nu er reddet fra undergangen og samles i kirken. Her ringer den gamle klokker julen ind fra kirketårnet, mens julesneen falder så yndigt ned og nisserne tager for sig af julegrøden på kirkens loft. Nede i kirken, der er pyntet med lys og gran, synger den rare og hvidhårede præst for på julesalmerne, så ikke et øje er tørt. Heller ikke mit. For Morten Korch er stærk tobak.
Vores virkelighed
Derfor fortager virkningen sig også langsomt, men den gør det sikkert. For det er med Jul i den gamle købmandsgård som med alt andet af den slags. Det kaster os uhjælpeligt i armene på os selv, når det er slut. Det er kun for en stund, at vi får lov til at kaste et blik ind i en anden verden, hvor alle de løse ender til sidst når sammen og føjer sig til et smukt hele og hvor alle sorger og fortrædeligheder med et slag er fortid. Og hvor der som i alle eventyr er absolut forskel på godt og ondt, sandhed og løgn og hvor godheden og sandheden sejrer til sidst.
For tilværelsen, menneskelivet er nu engang et liv i gråtonerne; et liv, hvor der ikke findes færdige og på forhånd givne løsninger på problemerne og hvor der må strides og kæmpes, fordi truetheden og udsatheden, fejl og svigt nu engang er et vilkår, vi er givet at skulle leve under og leve med. I det store såvel som i det små. Alligevel lader det altså bare til, at vi ikke kan blive stående dér. At vi så alligevel søger ud over den virkelighed, der er vores og just søger det sted, hvor gråtonerne er afløst af det store enten - eller, det skarpe skel mellem lys og mørke, godt og ondt. En drømmeverden, en idealverden, der ikke truer os og kræver vores indsats og vore kræfter, men hvor alting løses til sidst. En sådan verden byder Morten Korch sig til med, selvom det kun er for nogle få øjeblikke. Helt anderledes håndfast - men alligevel på den samme Morten Korch-agtige måder - byder den livsindstilling sig til, hvor det hedder, at vi er vores eget projekt. Hvor vi skal realisere os selv og vore egne muligheder, fordi det er vejen til at sandt menneskeliv. Du skaber selv dit liv, lyder det forjættende. Nu er det os selv, vi vil skabe. Os selv, vi vil iscenesætte og modellere, til det ligner det billede, vi har af os selv og som vi gerne vil ligne. På den måde mødes den blide og for så vidt ret uskadelige nostalgi med det anderledes håndfaste og kontante idealbillede af et menneske, der er i alle situationer er sig selv mægtigt og som bærer sig selv og sin tilværelse og til hver en tid er et skridt foran sig selv. Morten Korchs og tidens idealmenneske mødes just i flugten fra den virkelig-hed, vi kender, og som er den eneste vi har og nogen sinde får.
Julesorg
Vi bakser højlydt eller fortvivlet indestængt med at få vores tilværelse til at gå op med vore idealer om et liv. Og just ved juletid bliver det vel så meget mere tydelig end ellers. Julen er jo hjerternes og glædens fest som vi siger, og det er jo da rigtigt nok i hvert fald i princippet og ideelt set. Det mente Grundtvig også. Julenat 1824 sad han oppe for at skrive sin juleprædiken til juledag, men det ville ikke lykkes, som så meget andet ikke rigtigt ville lykkes for ham. Han stod midt i en voldsom og krævende diskussion om kirkens forhold, som senere skulle udløse en dom for injurier og en idømmelse af livsvarig censur. Men modstanden gjorde ham ikke stærk. Han tæredes tværtimod af bekymringer om nytten af alle sine bestræbelser. Nu sad han så og skulle skrive prædiken om barnet i krybben og om glæden, som skulle være for hele folket. Og det så blot for at konstatere mismod, kulde og mørke der, hvor der skulle være glæde, varme og lys. Glæden var påkrævet, men han var glædesløs. Livsmodet var påkrævet, men han var modløs og derfor livløs. Idealerne tårnede sig højt op foran ham, men de truede med at knuse ham i stedet for at indgyde ham kraft. Grundtvig var afmægtig i egentligste forstand og vedkendte sig det. Selv kalder han det julesorg. Sorgen over tabet og savnet af alt det, som julen burde og skulle være, men som han ikke kan leve op til og ikke selv af egne kræfter kan stable på benene. Men det er mere end det. Julesorgen er mismodet og afmægtigheden på bunden af ethvert menneskes hjerte og sind, som julen gør så meget desto klarere.
Velkommen igen
Og alligevel hilser han englene velkommen igen i den salme, Velkommen igen Guds engle små, som lå tilbage på hans skrivepult, da julemorgen oprandt. Det sker i en anråbelse, i en bøn om, at deres budskab må lyde igen, fordi det kan vække til live, som nu er dødt, fordi det kan bringe glæde og livsmod ind i den afmagt, der nu er kulde og mørke. Det var hans eneste kur mod julesorgen: at høre englenes budskab igen. Det ene og korte budskab: fred til mennesker med Guds velbehag. For det er, hvad vi skal høre. At Gud har velbehag i os. Som dem vi er. Og at det er vor fred. Ikke at han vil lade os i fred, for hans fred er skænket os i kærlighed og kærligheden lader aldrig den elskede i fred. Men det er den fred, det er at vide sig set og antaget som det menneske, man nu engang er og blev. Tegnet på den fred og det velbehag er barnet i krybben, det afmægtige drengebarn, svøbt i klude, liggende i halm i et trug, langt fra verdens og magtens centrum. Der forkyndes hans fred os. At Gud blev menneske for at gøre sig til et med os, for hvem det med at være et menneske er kilde til uro og mismod.
Julesorgens befrielse
Julen er derfor først og sidst vor Herres kærlighedserklæring til dig. At hvad du så end måtte bakse med, hvad din julesorg så end måtte skyldes, så skal du vide, at Gud ikke forventer eller forlanger, at du skal opfylde et eller andet ideal om et menneskeliv, før du kan siges at være et rigtigt menneske. For det var ikke nogen idealverden han lod sig føde ind i. Det var i en afkrog så langt fra det modsigelsesfrie og gnidningsløse som tænkes kan og det er din pant på, at du antaget som et fuldgyldigt menneske - som det menneske du er for hans kærligheds skyld.
Derfor er din julesorg, hvad den så end måtte bestå i, ikke nogen forbrydelse mod julens ånd, som det ikke er nogen forbrydelse ikke at kunne leve op til alle idealerne om, hvad jul skal være eller i dybere forstand hvad et menneske skal være. Julesorgen er ikke en forbrydelse eller udtryk for svaghed eller mangelfuldhed. Faktisk er det en befrielse at vedgå den. Just den befrielse, som juleevangeliet er og vil, fordi Gud selv har velbehag i dig. Lad det være din glæde som menneske, i julen og alle de andre dage. Og tag så dagene i den rækkefølge de kommer i just den glæde, at du har hans fred og velbehag.
Glædelig Jul