Valgmenighedens kirker
Vind Kirke
Råstedvej 2 - Vind Kirkeby - 7500 Holstebro

Vind Kirke omtales første gang i 1325 i Ribes Oldemoder, der er en indtægtsbeskrivelse for Ribe Stift.
Ved Nationalmuseets udgravninger i midten af 1970'erne blev der fundet spor af en tidligere trækirke på stedet. Kirken, der er indviet til Skt. Gertrud, lå ved middel-alderens slutning hen som ødekirke. Pesten havde lagt den i forvejen fattige egn øde.
Omkring 1520 blev kirken genopbygget af præsten Ib Jensen og i dag består den af kor og skib samt våbenhus foran kirkens norddør. Der er stadigvæk spor af syddøren.

Af vestgavlen fremgår det, at kirken har været forsynet med et tårn. Hvornår tårnet er nedrevet vides ikke. I koret ses de første anlæg til krydshvælv, men arbejdet har af en eller anden grund måtte opgives.
Ved restaureringen i 1973-1974 udsmykkede Erik Heide kirken, der har bevaret sin romanske døbefont og renæssanceprædikestolen. Kirkens gamle klokke, der er fra 1200-tallet og en af landets ældste blev i 1994 erstattet af en ny, der er ophængt i klokkegalgen på kirkens østgavl. Den gamle klokke er indsat i en nieche i korets nordside.
På kirkegården findes en åben begravelse i form af en muret gravhvælving for Anders Kjær (1859-1945) og hans kone Hanne (1860-1940), der var blandt de førende kræfter i det grundtvigske arbejde på egnen og ved oprettelsen af Aulum-Vinding-Vind Valgmenighed i 1922.
